Viser opslag med etiketten Salater. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Salater. Vis alle opslag

søndag den 6. oktober 2019

Fennikelsalat med æble & blomkål 6 pers.

Salaten er sprød og delikat, med noter af lakrids. Den er især god til fisk. Jeg udviklede den til vores månedlige Fællesspisning, som tilbehør til dampet ørred.


  • 1 æble, gerne Ingrid Marie, i tynde både
  • Saft fra ½ citron
  • 2 fennikel i tynde skiver
  • ½ blomkål i tynde skiver
  • ½ bdt radiser i små tern
  • 100 g rucola
  • 4 spsk citronolie
  • 2 spsk æblecidereddike
  • 1-2 tsk flydende honning
  • Salt & hvid peber

Vend æblerne i citronsaften, tilsæt koldt vand så det dækker og stil på køl.
Vend fennikel med blomkål, radiser og rucola.
Pisk en dressing af olie og eddike og smag til med honning, salt og peber.
Dryp dressingen over salaten lige inden servering og pynt med æblerne

mandag den 12. august 2019

Blommesalat 8 pers.

Der er fiskesauce i dressingen, som gør smagen mere intens. Hvis du ikke bryder dig om fiskesauce, så udelad den bare.

  • 1 blomkål i små buketter
  • 2 halve rødløg i fine skiver
  • 8 blommer i tynde både
  • 12 tørrede abrikoser i tynde strimler
  • 20 grofthakkede mandler
  • 2 spsk olivenolie
  • Revet skal fra 1 usprøjtet citron
  • Saft fra ½ citron
  • 1 spsk æblecidereddike
  • ½ tsk fiskesauce
  • 1 tsk dijonsennep
  • 3 tsk flydende honning
  • ½ tsk vaniljesukker
  • Salt og hvid peber
Vend blomkål med løg, blommer, abrikoser og mandler.
Pisk en dressing af olie, citronskal, citronsaft, eddike, fiskesauce, sennep, honning og vaniljesukker og smag til med salt og peber.
Vend dressingen i salaten 30 min før servering

Salaten egner sig især godt til and og vildt. Den er farverig og flot på en buffet

onsdag den 29. maj 2019

Sprød ærtesalat med forårsløg 4 pers.

Denne sommersalat er ganske enkel og kan laves i en håndevending. Den passer til kylling og fisk eller på en buffet.


  • 300 g ærter fra frost
  • 4 forårsløg i tynde skiver, brug også den grønne top
  • 1 agurk i små tern
  • 2 spsk finthakket rød chili uden kerner
  • 1 spsk koldpresset rapsolie
  • ½ spsk citronsaft
  • 1 tsk groft salt

Vend alle ingredienser sammen lige inden servering.

onsdag den 19. september 2018

Hjertesalat med blomkål & edamamebønner 4 pers.

Salaten er fyldt med smag, er farverig og ser flot ud på en buffet. Den kan serveres til alle kødretter og vegetarretter.

  • 100 g fintsnittet hjertesalat
  • 200 g små blomkålsbuketter
  • ½ porre i tynde ringe
  • 1 rød peberfrugt i tern
  • 150 g grofthakkede slikærter eller sugar snaps
  • 150 g edamamebønner fra frost

  • 2 tsk dijonsennep
  • 1 spsk honning
  • ½ dl citronsaft
  • 1½ dl olivenolie
  • Salt & friskkværnet peber

Bland salat med blomkål, porre, peberfrugt og ærter.
Hæld kogende vand over bønnerne, lad stå 2 min, dræn dem og lad dryppe godt af.

Pisk en dressing af sennep, honning, citronsaft og olie og smag til med salt og peber.
Vend dressingen i salaten lige inden servering og pynt med bønnerne.

tirsdag den 18. september 2018

Bønnesalat med soltørrede tomater, parmesan & græskarkerner 4 pers.

Salaten har nogle flotte farver, som egner sig til en buffet. Den smager dejligt, og kan anvendes som en selvstændig frokostret.

  • 200 g haricot verts fra frost
  • 75 g spinatblade
  • ½ gul peberfrugt i tern
  • 40 g soltørrede tomater i tern
  • 10-12 cherrytomater i halve( gerne flere farver )
  • 30 g parmesanflager
  • 1 håndfuld græskarkerner

  • 2 spsk olivenolie
  • 1 spsk balsamico
  • 1 tsk rørsukker
  • 1 fed finthakket hvidløg
  • Salt & friskkværnet peber

Blancher haricot verts i letsaltet vand 3 min, dræn dem, kom dem i isvand og lad dryppe helt af.
Fordel spinatblade på et fladt fad, anret haricot verts ovenpå, drys peberfrugt over og fordel de soltørrede tomater.
Pynt med cherrytomater, parmesan og græskarkerner.

Pisk en dressing af olie, balsamico, sukker og hvidløg og smag til med salt og peber.
Server salaten med dressingen ved siden af eller dryp dressingen over lige inden servering.

Serveres til fjerkræ, rødt kød eller f.eks. champignon-postej med tranebær.

Link til opskrift : Champignon-postej med tranebær

Rødkålssalat med ingefær, æble & granatæblekerner 6 pers.

  • 2 tsk fintrevet ingefær
  • 1 spsk rørsukker
  • 3 spsk citronsaft
  • 4 spsk appelsinsaft
  • Salt & friskkværnet peber
  • 300 g fintsnittet rødkål
  • 1 æble i tern
  • Kerner fra 1 granatæble
  • 50 g rucola
  • 40 g pinjekerner

Pisk en dressing af ingefær, sukker, citronsaft og appelsinsaft og smag til med salt og peber.
Vend dressingen med rødkål, æble og granatæblekerner.
Fordel rucolaen på et serveringsfad og anret salaten ovenpå. Drys med pinjekerner.

Et rigtig godt tilbehør til and eller til vildt.

Salaten er flot på en buffet

mandag den 17. september 2018

Græskarsalat med rucola & græskarkerner 4 pers.

  • 1 dl olivenolie
  • Saft fra 1 citron
  • Blade fra 3 kviste timian
  • 2 fed finthakket hvidløg
  • 1½ tsk finthakket rød chili
  • Salt & friskkværnet peber
  • 1 kg hokkaidogræskar i både
  • 100 g rucola
  • 50 g ristede græskarkerner
  • 2 finthakkede skalotteløg

Pisk en marinade af olie, citronsaft, timian, hvidløg og chili og smag til med salt og peber.
Kom græskarret i et ildfast fad, vend det med marinaden og stil det i ovnen ved 200 grader 25-30 min. Lad køle helt af.
Vend græskarret med rucola, kerner og og løg lige inden servering.

Serveres som en vegetarret, en frokostret eller som tilbehør til fisk eller kylling

onsdag den 12. september 2018

Grønkålssalat med æbler, tranebær & valnødder 4 pers.

  • 1 spsk andefedt ( kan erstattes med olivenolie )
  • 1 finthakket løg
  • 300 g perlespelt
  • 5 dl æblemost
  • Salt & friskkværnet peber
  • 300 g snittet grønkål
  • 2 æbler
  • 50 g tørrede tranebær
  • 25 g valnødder

  • 2 tsk dijonsennep
  • 1 spsk grov sennep
  • 2 spsk hvidvinseddike
  • 2 spsk flydende honning
  • 1 dl olivenolie
  • Salt & friskkværnet peber

Smelt andefedtet og svits løget heri under omrøring 2-3 min.
Skyl spelten i lunkent vand, tilsæt den til løget og rør rundt. Tilsæt æblemost og lad simre 20 min under låg. Smag til med salt og peber og lad køle af.
Vend forsigtigt salaten sammen.

Pisk en dressing af dijonsennep, sennep, eddike, honning og olie og smag til med salt og peber.
Vend forsigtigt dressingen i salaten lige før servering.

En delikat efterårssalat, perfekt til vildt og mørkt kød. Prøv den sammen med langtidsstegt lam med løg & urter

onsdag den 19. juli 2017

Vandmelonsalat med broccoli & mozzarella 6-8 pers.

  • 100 g skyllede og tørrede spinatblade
  • 1 gul peberfrugt i tern
  • 125 g broccoli i små buketter
  • 50 g skrællet broccolistok i tynde skiver
  • ½ grofthakket rødløg
  • 300 g vandmelon i store tern
  • 2 spsk solsikkekerner
  • 100 g frisk mozzarella i tern

  • 2 spsk olivenolie
  • 1 tsk dijonsennep
  • 1 spsk hvidvinseddike
  • 1 tsk citronsaft
  • Flydende honning
  • Salt & hvid peber

Fordel spinatbladene på et pænt fad.
Bland peberfrugt med broccolibuketter, broccolistok og rødløg og fordel det ovenpå.
Fordel vandmelon ovenpå, drys med solsikkekerner og pynt med mozzarella.

Pisk en dressing af olie, sennep, eddike og citronsaft og smag til med honning, salt og peber.
Kom dressingen på salaten og servér straks eller servér dressingen i en flaske ved siden af.

Lækker salat til italienske retter, f.eks. bradepandepizza m. champignon & kylling

onsdag den 14. juni 2017

Mexi-majssalat med avokado-dressing 4 pers.

  • 150 g optøede majs
  • 75 g optøede fine ærter
  • 1 finthakket rødløg
  • 1 rød peberfrugt i tern
  • 1 grøn peberfrugt i tern
  • 200 g halverede sherrytomater i flere farver

  • Saft fra 1 lime
  • 2 tsk flydende honning
  • 3 spsk majsolie
  • Salt & peber
  • 1 meget moden avokado

Vend majs med ærter, løg, peberfrugter og tomater og stil på køl.

Pisk en dressing af limesaft, honning og olie og smag til med salt og peber.
Mos avokadoen med en gaffel eller blend den, pisk den i dressingen og stil på køl.
Vend dressingen i salaten 20 min før servering.

Salaten smager lækkert til grillmad og til mexicanske retter, og den er flot og farverig på et buffetbord

mandag den 22. maj 2017

Italiensk kartoffelsalat 6-8 pers.

  • 900 g nye aspargeskartofler
  • 3 spsk olivenolie
  • Revet skal fra 1½ usprøjtet citron
  • 2 spsk citronsaft
  • 1 tsk groft salt
  • Hvid peber
  • 100 g rucola, skyllet og tørret
  • 2 håndfulde solsikkekerner
  • 50 g parmesan i flager

Kog kartoflerne, pil dem og lad køle helt af.
Bland olie med citronskal, citronsaft, salt og peber.
Skær kartoflerne i passende stykker, vend dem med citronolien og lad trække 1 time.
Vend rucola og solsikkekerner i.
Anret på et fad og pynt med parmesanflager

En lidt anderledes kartoffelsalat, som gør sig godt på buffetbordet

søndag den 26. marts 2017

Sprød jordskokkesalat med tranebær 6-8 pers.

  • 500 g vaskede og skrubbede jordskokker
  • 3 spsk æblecidereddike
  • 2 spsk vand
  • ½ tsk groft salt
  • 4 hakkede skalotteløg
  • 2 skyllede hjertesalater

  • ½ tsk dijonsennep
  • Saft fra ½ citron
  • 1 tsk æblecidereddike
  • ½ spsk honning
  • 1 spsk olivenolie
  • Salt & peber
  • 50 g tørrede tranebær

  • Bredbladet persille til pynt

Skær jordskokkerne i meget tynde skiver, evt. på mandolinjern og læg dem i en skål.
Pisk eddike med vand og salt, vend det i jordskokkerne og lad stå i 30 min. Kom jordskokkerne i et dørslag og lad dryppe godt af.
Vend de hakkede løg i.
Riv salaten i grove stykker med fingrene og anret dem på et fad med jordskokkerne.

Pisk en dressing af sennep, citronsaft, eddike, honning og olie og smag til med salt  og peber, og evt. mere honning.
Vend forsigtigt dressing og tranebær i salaten.

Pynt med persille og servér straks.

Salaten er mild og passer især godt til fisk og kylling

onsdag den 29. juni 2016

Tomatsalat med basilikumcreme 4 pers.

  • 1 rødløg i skiver
  • 1 salatløg i skiver
  • ½ spsk groft salt
  • 700 g sherrytomater i mange farver, skåret i forskellige former
  • 50 g hakkede saltede mandler
  • 50 g sorte oliven

  • 1 potte basilikum
  • 1 dl yoghurt naturel
  • 1 spsk mayonnaise
  • 1 fed presset hvidløg
  • Salt & peber

  • Basilikumblade

Kom løgene i et dørslag, drys med saltet, lad stå 30 min og lad dryppe godt af.
Vend tomaterne med mandler, oliven og løg.

Tag nogle basilikumblade fra til pynt og hak resten groft.
Rør yoghurt med mayonnaise, hvidløg og basilikum, smag til med salt og peber og dryp dressingen over salaten.

Pynt med basilikumblade lige inden servering.


Salaten passer især godt til italienske retter med fisk og fjerkræ.


Salaten er et flot element på en buffet




søndag den 19. juni 2016

Chili-marinerede grøntsager 6 pers.

  • 200 g gulerødder i tynde skrå skiver
  • ½ squash ( eller 1 agurk uden kerner ) i tynde skiver
  • 1 rødløg i tynde både
  • 1 rød peberfrugt i tern

  • Saft fra 2 appelsiner
  • ½ dl æblecidereddike
  • 1 dl sød chilisauce
  • 15-20 g rørsukker
  • 50 g grofthakkede peanuts
  • 1 tsk groft salt
  • Friskkværnet peber



Bland gulerødder med squash, rødløg og peberfrugt.

Pisk en marinade af appelsinsaft, eddike, chilisauce, peanuts, salt og peber og smag til, den må ikke være for sød.
Hæld marinaden over grøntsagerne og lad trække min. 2 timer.

Kan opbevares i køleskabet op til 3 uger. Tilsæt evt. lidt atamon, så kan den holde 3-4 måneder.

Dejligt tilbehør til sommerens grillretter eller på en høstbuffet




torsdag den 28. april 2016

Spidskålssalat med porre, ærter & radiser 4 pers.

  • 100 g fintsnittet spidskål
  • 50 g fintsnittet porre
  • 50 g optøede fine ærter  (eller edamamebønner )
  • 1 æble i tern
  • 5-6 radiser i tynde skiver

  • ½ tsk æblecidereddike
  • 1 tsk vand
  • ½ tsk dijonsennep
  • ½ tsk citronsaft
  • 1 tsk rapsolie
  • 1-1½ tsk sukker
  • Salt & hvid peber
  • Finthakket persille



Bland kål med porre, ærter, æble og radiser.

Pisk en dressing af eddike, vand, sennep, citronsaft og olie og smag til med sukker, salt og peber.
Vend dressingen i salaten, stil på køl 1 time og drys med persille lige inden servering.


Fyldig efterårssalat til de fleste kødretter, eller som del af et vegetarmåltid.

Salaten er flot og farverig på en buffet

torsdag den 7. maj 2015

Klassisk waldorfsalat 4 pers.

  • 2 røde æbler i tern
  • 1 spsk citronsaft
  • 2 stængler bladselleri i tynde skiver
  • 30 g grofthakkede valnødder
  • 1½ dl creme fraiche 18%
  • 2 spsk mayonnaise
  • Salt
  • Evt. lidt sukker

  • 125 g grønne stenfri vindruer i halve og 8 hele valnødder til pynt
Vend æblerne med citronsaften, så de ikke bliver mørke.
Bland æbler med selleri og nødder.
Bland creme fraiche med mayonnaise, vend det hele sammen og smag til med salt og evt. sukker. Stil på køl.

Pynt salaten med vindruer og nødder lige inden servering.


Waldorfsalat serveres traditionelt til vildtretter. Den passer også godt til forloren hare.


Salaten egner sig godt til en buffet





·       

mandag den 20. april 2015

Hvidkålssalat med appelsin, abrikos & græskarkerner 4 pers.

  • 200 g fintsnittet hvidkål
  • 1 appelsin i grove tern
  • 1 rødt æble i fine tern
  • ½ bundt hakket persille
  • 30 g tørrede abrikoser i tern

  • 1 tsk dijonsennep
  • 1 tsk honning
  • 1 spsk olivenolie
  • 1 spsk appelsinsaft
  • 1 nip stødt spidskommen
  • Salt & peber

  • 50 g græskarkerner
  • 1 spsk honning

Bland kål med appelsin, æble, persille og abrikostern.

Pisk en dressing af sennep, honning, olie, appelsinsaft og spidskommen. Smag til med salt og peber og evt. mere honning og vend dressingen i salaten.

Rist kernerne på en tør pande til de 'popper'. Kom honning på, vend det sammen og rist videre 1 min. Spred kernerne ud på bagepapir, lad køle af og skil dem ad.
Drys kernerne over salaten lige inden servering.

En dejlig og farverig salat serveret som tilbehør til en kødret, eller som en frokostret.

tirsdag den 31. marts 2015

Spinatsalat med mormordressing 2 pers.

  • 75 g spinatblade, skyllet og revet i mundrette stykker
  • 125 g hovedsalat, skyllet og revet i mundrette stykker
  • 1 dl optøede ærter
  • ½ avocado i tern, dryppet med lidt citronsaft
  • Saft fra ½ citron
  • 1 dl piskefløde
  • Sukker, salt & peber


Vend forsigtigt spinat med hovedsalat, ærter og avokado.
Pisk citronsaft med fløde til det tykner, smag til med sukker, salt & peber og vend forsigtigt dressingen i salaten.

En moderniseret mormor-klassiker, god til gammeldags grydestegt kylling