tirsdag den 18. september 2018

Marineret kalkunbryst på spinatbund 4 pers.

Kalkunkødet bliver lækkert saftigt og marinaden giver masser af smag. Husk at lade kødet hvile 25 min inden udskæring for at opnå det bedste resultat.
Retten egner sig fint til gæstemad og på en buffet.

  • ½ dl sojasauce
  • ½ dl olivenolie
  • ½ tsk paprika
  • ½ tsk stødt ingefær
  • 2 fed presset hvidløg
  • 1 tsk groft salt
  • Friskkværnet peber
  • 1 kalkunbryst 900 g
  • Olivenolie til bruning
  • 2 dl hvidvin
  • 2 dl vand

  • 30 g smør
  • 2 spsk hvedemel
  • 1½ dl mælk
  • 450 g hakket spinat fra frost
  • Lidt sukker
  • Salt & hvid peber
  • Lidt stødt muskat

Pisk en marinade af soja, olie, paprika, ingefær, hvidløg, salt og lidt peber . Vend kødet heri og stil på køl min. 4 timer, gerne natten over. Vend kødet et par gange undervejs.
Tag kødet op af marinaden ( gem marinaden ), lad dryppe godt af og snør evt. kødet med madsnor.
Opvarm olien i en stegegryde, brun kødet grundigt på alle sider, kom det i et ildfast fad og  hæld marinade, vin og vand ved Stil fadet i ovnen ved 180 grader 45-55 min, stegetermometret skal vise 75 grader. Spæd evt. med mere vin/vand undervejs, så kødet ikke steger tørt.
Tag kødet op, gem marinaden og lad kødet hvile 25 min.

Lav en stuvning af smør, mel og mælk.
Tilsæt spinaten og lad tø op ved svag varme, rør engang imellem.
Smag til med sukker, salt, peber og muskat.
Bred stuvningen ud på et fad, skær kødet i tynde skiver og fordel det ovenpå.

Serveres med marinaden i en kande ved siden af og med f.eks. små bagte urtekartofler.

Link til opskrift : Små bagte urtekartofler

Ingen kommentarer: