mandag den 23. september 2019

Kokostærte med marengs og mangopuré 6-8 pers.

Her kommer en skøn desserttærte, som jeg fandt på til en indisk inspireret fødselsdagsfest.
Man kan lave mørdejen selv, eller købe en god mørdej, som så bare skal rulles ud.
Jeg laver som regel dobbeltportion af dejen og gemmer så halvdelen i fryseren. Den kan bruges til de fleste desserttærter. Hvis man kommer den i plastpose og trykker den helt flad, er den nemmere at rulle ud efter optøning.


  • 250 g hvedemel
  • 70 g flormelis
  • 2 æggeblommer
  • 2 spsk koldt vand
  • 150 g koldt smør i tern

  • 2 æg
  • 2 æggeblommer
  • 200 g rørsukker
  • Revet skal fra 2 usprøjtede limefrugter
  • 1 dl limesaft
  • 2 dl piskefløde
  • 125 g kokosmel

  • 2 æggehvider
  • 100 g rørsukker

  • 1 mango i tern
  • Limesaft
  • Rørsukker

Kom mel, flormelis, æggeblommer og vand i en foodprocessor, tilsæt smørtern og kør ved højeste hastighed 30 sekunder. Tag dejen ud på et meldrysset bord og saml dejen med hænderne. Læg på køl min. 2 timer eller natten over.
Rul dejen ud og beklæd en velsmurt tærteform ( 28 cm ). Prik dejen med en gaffel og stil på køl 15 min.
Dæk dejen med bagepapir, fyld op med tørrede bønner eller kikærter og stil tærtebunden i ovnen ved 200 grader 20 min. Fjern bagepapir og bønner og lad køle af.

Pisk æg og æggeblommer med sukker og limeskal 5 min.
Tilsæt limesaft og piskefløde og pisk sammen.
Vend kokosmel i og fordel fyldet i tærtebunden. Stil tærten i ovnen ved 170 grader ca. 35 min og lad køle af.

Pisk æggehviderne stive, tilsæt sukker lidt efter lidt. Fordel marengsen over tærten, helt ud til kanten, og stil tærten i ovnen ved 190 grader 15 min

Blend mango og smag til med limesaft og sukker.

Servér desserttærten lun eller kold med mangopuréen i en smuk skål ved siden af.
Tærten kan også bruges som en del af en dessertbuffet, eller til søndagskaffen

Ingen kommentarer: